Mangeårig forfatter Troels Wolf stiller her skarp på sine nye udgave af Idræt – teori og træning. Med sit mere snævre naturvidenskabelige fokus går Idræt – teori og træning mere i dybden med de fysiologiske processer, der er i spil, når man dyrker idræt, end andre bøger på markedet.
Idræt – teori og træning udkom til skolestart. Hvis du skal fremhæve en ting ved udgivelsen, hvad skal det så være?
Idræt – teori og træning har et naturvidenskabeligt fokus. Derfor adskiller denne udgivelse sig fra mange andre idrætsbøger på markedet, som spreder sig over både det naturvidenskabelige område og det humanistiske og samfundsfaglige område. Med dette mere snævre naturvidenskabelige fokus går Idræt – teori og træning derfor mere i dybden med de fysiologiske processer, der er i spil, når man dyrker idræt, end andre bøger på markedet. Derfor er udgivelsen særlig god for dem, der går meget op i, hvad der sker i kroppen under træning – hvilke forandringer der igangsættes af træning.
Hvad har været den bedste oplevelse i forbindelse med arbejdet med Idræt – teori og træning?
Den bedste oplevelse har været research og fordybelsen i samspillet mellem nervesystem og muskler. Det har været en nyttig erkendelse gennem researchfasen at få en dybere erkendelse af, at muskelstyrke – især den eksplosive styrke – i høj grad opnås ved tilpasningsprocesser i nervesystemet.
Hvad har du været særligt optaget af i forbindelse med arbejdet med Idræt – teori og træning?
I arbejdet med Idræt – teori og træning har vi været særligt optaget af at vinkle stoffet, så det kan bruges i uddannelsen af fitness-instruktører og personlige trænere.
Hvad håber du, at eleverne får ud af at arbejde med Idræt – teori og træning?
Jeg håber, at eleverne får en dybere forståelse af samspillet mellem de forskellige former for træning og kroppens fysiologiske reaktioner. Jeg håber, at eleverne oplever, at den akademiske læring, der sker i klasserummet, er brugbar i forståelsen af den idræt, de selv dyrker. Især håber jeg, at arbejdet med Idræt – teori og træning øger elevernes udbytte af deres træning i fitnesscenteret.
Hvordan bruger du dine erfaringer som underviser i forfatterarbejdet og omvendt?
Erfaringerne som underviser har vist mig, hvad der er svært stof for eleverne, fx bevægelsesanalyser og anerobt stofskifte. Det skærper min opmærksomhed på vigtigheden af at formidle netop disse emner særlig klart og systematisk, og at sætte dem ind i en ramme, der er let for eleverne at følge.
Som underviser har jeg nydt godt af den store dybde, man som forfatter opnår både pga. den omfattende research og gennem arbejdet med at formidle det i bogens tekster og figurer.
Troels Wolf er cand. scient. et art. Han var indtil februar 2024 lektor i biologi, idræt og retorik ved Solrød Gymnasium. I dag er han tilknyttet Europaskolen i København. Troels er desuden mangeårig lærebogsforfatter og står bag en lang række bøger til biologi og idræt, bl.a. B for bedre idræt , Husk hjernen og Aldringens biologi. |