Questions? Feedback? powered by Olark live chat software
Velkommen til vores nye hjemmeside. Dine iBøger finder du stadig på konto.systime.dk
Systime
Tilbage til oversigt
Praksis og værdi i sociale læringsrum – en samtale om Wenger-Trayners tanker

Praksis og værdi i sociale læringsrum – en samtale om Wenger-Trayners tanker

Den anerkendte læringsteoretiker Etienne Wenger-Trayner har siden begyndelsen af 1990’erne arbejdet med at forstå læring fra et socialt perspektiv. Fra det udgangspunkt, har han formuleret systemer, der understøtter vores forståelse af, hvordan mennesker lærer på meningsfulde måder. Blandt andet står han bag begrebet praksisfællesskaber, som han blandt andet talte om på Læringsfestivalen 2021.

Vi har talt med Morten Bülow om Etienne Wenger-Trayners tanker og forsøgt at overføre dem til konkrete læringssituationer. Morten Bülow er gymnasielærer og i gang med sin Ph.D om læringsdesign.

 

Q: Etienne Wenger-Trayner taler om læring i et landskab af praksis. Hvordan kan det overføres til en undervisningssituation?

A: Wenger-Trayner-parrets læringsteorier har udviklet sig meget siden de – sammen med antropologen Jean Lave – formulerede teorien om praksisfællesskaber tilbage i første halvdel af 1990’erne. I begyndelsen fokuserede teorien på at beskrive og forklare, hvordan læring inden for afgrænsede fællesskaber bedst forstås og faciliteres. Nu handler deres arbejde mere om læring på tværs af forskellige fællesskaber og de måder de hænger sammen på. Her taler de om, at mennesker lærer i landskaber af praksis.

 

Eksempel: Guider i landskaber af praksis

Covid-krisen kan i Wenger-Trayners perspektiv ses som et “landskabsproblem”. De stier og grænser vi tidligere forholdt os til, blev nedbrudt af den fysiske adskillelse og de teknologiske begrænsninger. Heldigvis eksisterede der i de fleste fællesskaber personer, der rakte ud efter mennesker på den anden side af de grænser, der før afgrænsede vores praksisfællesskaber – fx på den enkelte skole. De aktive kolleger i fag-fællesskaber og diskussionsfora på Facebook og andre platforme blev en slags ledere eller guider, der viste vej og inviterede ind i disse nye landskaber af praksis.

 

Man kan sige, at det er sammenvævningen eller “geografien” af de specialiserede nicher af praksis, som vi lever vores liv i, der skaber landskaber af praksis. I forhold til post-corona undervisningen er den væsentligste pointe nok, at vi som undervisere erkender, at eleverne i de fleste sammenhænge vil lære mere og bedre, hvis vi kan designe læringssituationer, der udfolder sig i social praksis – og mindre i formidling. Det er her specielt Etienne Wenger-Trayner bidrager med et spændende perspektiv på de digitale teknologier som redskaber, både undervisere og elever kan bruge til at sammenvæve langtidsholdbare praksisfællesskaber. Men dét betyder på ingen måde, at han er ukritisk over for de strukturelle og teknologiske ulemper, der følger med fx online-undervisning!

I et praksisfællesskab har vi som undervisere primært en medierende rolle, og den kan være vanskelig, når undervisningen flyttes online. For Wenger-Trayner er idealet, at læring foregår i  “rum”, hvor eleverne kan deltage. Det skal være læringsrum, der styrker elevernes  identitet gennem  dialog og diskussion. Designet for læring bliver på den måde primært en social og pædagogisk opgave. Udviklingen af deltagelsesformer og -identiteter er det primære fokus – og den udvikling sker bedst, hvis vi som praktikere er opmærksomme på at inddrage konteksten aktivt.

 

Q: Hvad ligger der i begrebet sociale læringsrum, og hvordan kan gymnasielærere anvende det i deres undervisning?

A: Praksisfællesskaber er grupper af mennesker, der udvikler og forbedrer deres praksis sammen. Det er et vigtigt begreb, og det lyder super simpelt. Men det skal forstås i en læringsteoretisk sammenhæng, hvor læring ses som noget, der altid sker i en kontekst, og i langt de fleste tilfælde er den sociale kontekst væsentligst. Deltagerne lærer ved at skabe mening sammen.

Velfungerende fællesskaber forudsætter tid, og at eleverne abonnerer på ideen om det faglige arbejde som en særlig praksis med et særligt sprog og tilknyttede handlinger, der integrerer deltagerne. Dét er en motivation, vi sjældent kan tage for givet. Her kan rolletagning og ansvarliggørelse ifølge Wenger-Trayner være effektive didaktiske mønstre.

Men selvom idealet om etablering af praksisfællesskaber stadig består, erkender Wenger-Trayner, at skabelsen af mere kortvarige og mindre forpligtende sociale læringsrum er mere håndtérbare i undervisningspraksis. Det, vi mener, når vi taler om sociale læringsrum, er i virkeligheden et socialt rum, hvor mennesker kan lære af hinanden – de skaber værdi. Men de er ikke nødvendigvis fra samme praksisfelt, og de er ikke ude på at skabe en fælles praksis. Så når Wenger-Trayner skelner mellem sociale læringsrum og praksisfællesskaber, så handler det om niveauer og stabilitet. Fællesskaberne holder ofte i årevis, mens de sociale læringsrum konstant opstår og nedbrydes.

Ud over deres flygtighed har Wenger-Trayner identificeret tre karakteristika ved sociale læringsrum:

  1. Deltagerne ønsker at gøre en forskel. De er til stede og er med til at skabe rummet, fordi der er noget, de anser for betydningsfuldt, og som de ønsker at påvirke.
  2. Deltagerne engagerer sig med usikkerhed. Det er det, de erkender, at de ikke ved, der driver læringen. De ved ikke, om indsatsen er det værd, eller hvordan de får skabt en forskel.
  3. Deltagerne er opmærksomme på hinanden. De ser, hvordan omgivelserne reagerer på deres handlinger, og de tager de reaktioner, de kan bruge i bestræbelsen på at gøre en forskel.

De tre karakteristika er vigtige, fordi de udgør en særlig type af engagement i læring i en social kontekst. Men så opstår spørgsmålet om, hvornår det kan svare sig for eleven at engagere sig i et socialt læringsrum? Wenger-Trayner’s svar er naturligvis, at det kan det, når vi mødes om noget væsentligt. Det kan være i den daglige undervisning eller ved middagsbordet. De fleste af os kender godt den fantastiske oplevelse, man som underviser får, når alle elever er optaget af at finde løsningen på et spørgsmål, som ingen kender svaret på. Det kan ske i et klasseværelse, hvor der på den måde etableres et socialt læringsrum. 

 

Eksempel: Peer-to-peer læring

Elevernes deltagelse i aktiviteter, hvor de giver respons, vejledning og har tiden til det, kan bruges til at etablere sociale læringsrum. Her er klarhed om roller og forventninger til eleverne helt central. At etablere formelle læringsrum kræver ledelse og struktur, men værdien afhænger af, om fællesskabet fungerer.

 

Q: Etienne Wenger-Trayners teori om praksisfællesskaber har opnået stor popularitet på grund af de muligheder, teknologierne giver os for at skabe forbindelser på tværs af tid og rum. Kan du komme nærmere ind på hvordan?

 

A: Wenger-Trayner argumenterer for, at den læringsteori, vi hver især kropsliggøre gennem vores praksis, bliver endnu mere væsentlig og tydelig, når vi agerer online.

Online-mulighederne kan udnyttes, hvis vi gør mere for at blive bevidste om, hvilke begrænsninger og muligheder situationen indeholder. I ansigt-til-ansigt relationer skabes sociale læringsrum gradvist og umærkeligt. Når vi er online, sker det ikke automatisk.

Det er ikke simpelt at skabe rum for en søgen efter svar, som ingen kender. Men online presses man som underviser til at agere mere intentionelt og dermed forudsigeligt. Det er så let at tænke på læring som en proces, hvor én, der ved noget, transmitterer det over til én, der ikke ved det. Men den situation udgør ifølge Wenger-Trayner kun en lille del af læring. I hans perspektiv er det væsentligste, at man gennem læring skabes som menneske og udvikler en identitet i verden.

 

Q: I sin online-undervisning arbejder Wenger-Trayner på at skabe gode social læringsrum. Hvordan gør han det?

A: Ifølge Wenger-Trayner er der en stor risiko for, at vi blot reproducere den læringsteori, vi plejer at bruge – også når vi går online. Det interessante er, hvordan vi kan drage fordel af de muligheder, der findes online – og som ikke findes face-to-face? Vi kan arbejde sammen på nye måder. Vi kan lade eleverne inddrage ressourcer i deres hjem eller på andre måder inddrage de sociale og fysiske omgivelser.

I de workshops Wenger-Trayner leder, påtager deltagerne sig et ansvar i forhold til, hvordan workshoppen udvikler sig. Nogen fokuserer på de sociale dynamikker; hvordan fungerer gruppen? Hvem taler, hvem deltager ikke? Andre er opmærksomme på de spørgsmål, der diskuteres og behandles. Er det meningsfuldt for os i forhold til vores praksis? Andre igen ser på teknologien. Bruger vi den rette teknologi på de rette måder? Atter andre fokuserer på, hvordan vi kollektivt husker det, der er sket. Hvordan husker vi det vigtigste?

Ved at påtage sig specifikke ansvarsområder bidrager grupperne til at få workshoppen til at lykkes. De opnår et ejerskab, netop fordi de er med til at forme selve den praksis, de deltager i.

Ifølge Wenger-Trayner er det måske væsentligste – uanset om man arbejder online eller ej – at der er tid og rum til refleksion. Når vi tænker os om, så bruger vi forskellige teknologier, hvor folk kan samarbejde. Det kan være Google Docs, Miro, Teams eller en platform som Wonder.me, der gør det muligt at få nogle af de uformelle kvaliteter ind i refleksionstiden. De kan se, hvad andre bidrager med i deres fælles grupperefleksioner, og det er vigtigt og givende ifølge Wenger-Trayner.

 

Q: Hvad er ifølge Wenger-Trayner vigtigt i online undervisning?

A: Wenger-Trayner er grundlæggende skeptisk i forhold til mulighederne for at skabe gode sociale læringsrum online.. Når vi bevæger os online forstærkes mange af de uklarheder og sårbarheder, der kan korrigeres for i fysisk situerede sociale læringsrum.

I sin egen online-undervisning arbejder han med at dele de studerende ind i små grupper, hvor de forbereder spørgsmål, der bringes med ind i efterfølgende diskussioner. Aktiveringen kommer ved, at de studerende leder diskussionerne og bringer noget med til dem. Det er i samtalerne mellem elever, der kan skabes sociale læringsrum – og den kan godt foregå online.

 

Q: Hvordan ser du Wenger-Trayners tanker om online undervisning overført til en dansk gymnasiesammenhæng?

A: Wenger-Trayner har ved forskellige lejligheder advokeret for, at vi som undervisere bør se mere på de muligheder, der er kommet teknologisk de seneste årtier. I en dansk gymnasiesammenhæng kan den måde at tænke på måske give anledning til modstand. Vi har bevæget os langt, og jeg tror, at mange – både elever og undervisere – har fået et mere naturligt, men samtidig reflekteret og kritisk forhold til online undervisning. Når vi spørger eleverne, svarer mange af dem, at de har fået god og relevant undervisning.

Alligevel mener jeg, at en øget bevidsthed om vores – nogle gange helt ubevidste – læringsteorier bør udfordres. Strukturer, der umuliggør tid til refleksion, burde vi modarbejde meget mere aktivt, og her kan Wenger-Trayners tanker om betydningen af at være bevidst om etablering af sociale læringsrum guide og give retning.

Skrevet af: Mette Sabroe Bitsch
Udgivet: 03 Jun 2021