iBogen Astronomi er blevet udvidet med et nyt afsnit om teleskoper samt en gennemgang af de seneste årtiers missioner til Mars.
I det nye afsnit om teleskoper bliver det blandt andet forklaret, hvorfor radioteleskoper typisk er væsentligt større end optiske teleskoper, og eleverne kan regne på forskellige teleskopers opløsningsevne ved forskellige bølgelængder. De atmosfæriske effekter der påvirker observationer fra Jordens overflade bliver også beskrevet, og med udgangspunkt i det nye 70-cm-teleskop på Ole Rømer Observatoriet ved Aarhus giver afsnittet mulighed for at beregne forstørrelser for forskellige teleskoper og okularer.
Det nye afsnit om missionerne til Mars – fra Perseverance og helt tilbage til Mariner 4 – lægger op til gruppearbejde, hvor de forskellige grupper arbejder med forskellige missioner. Afsnittet giver en kort beskrivelse af hver mission og fremhæver væsentlige resultater, og det kan således danne udgangspunkt for elevernes egen videre udforskning af missionerne hos fx NASA og ESA.
Herudover arbejder forfatterne på nye tekster om JWST, som forventes at blive lagt i iBogen i løbet af foråret 2025.